12.10.2016: Ny investment manager hos CAPNOVA

51-årige Jesper Hart-Hansen er per 1. oktober 2016 tiltrådt stillingen som investment manager hos CAPNOVA.

Jesper Hart Hansen

Jesper Hart-Hansen får særligt fokus på investeringer i opstartsselskaber, der ved digitalisering skaber innovative løsninger med gode afkastmuligheder, herunder i e-learning, e-health, fin-tech og generel brug af digitalisering til at effektivisere en industri. Han skal identificere og vurdere nye forretningsideer, foretage aktiv gennemførelse af investeringer samt deltage i det efterfølgende bestyrelsesarbejde mod realisering af potentialet.  

”Jeg glæder mig til at arbejde med iværksættere med store ambitioner. At bistå iværksættere med at komme fra Proof-of-Concept til Proof-of-Business er en hjertesag,” siger Jesper Hart-Hansen.

Jesper Hart-Hansen kommer fra en stilling som Senior Business Developer i DTU’s afdeling for Innovation og Entrepreneurship, hvor han netop har bistået opfindere. Derudover har han blandt andet arbejdet for eBay Inc., Elro Erhverv A/S (WIMOSS Software Division) og GN Store Nord as.

Har selv været iværksætter      

I perioden 1998-2006 var Jesper Hart-Hansen medstifter, adm.direktør og bestyrelsesmedlem af GlobalConnect A/S, der bygger teleinfrastruktur, kommunikationstjenester og tilhørerende services til teleoperatører og større erhvervsvirksomheder. Jesper Hart-Hansen solgte sin andel i 2006 og har siden i forskellige sammenhænge været business angel i opstartsvirksomheder via sit selskab Pera ApS.

”Jeg kender på mange måder – på godt og ondt - den maratonrejse, som iværksættere igangsætter. Jeg er opmærksom på nogle af faldgruberne, man skal styre udenom for at kunne realisere sit potentiale,” siger han.

Den gode investeringscase

Arbejdet med at finde de helt rigtige iværksættere og virksomheder at investere i er allerede i gang, og Jesper Hart-Hansen er ikke i tvivl om, hvad han kigger efter, når han skal vurdere potentialet i en forretningscase.

”Det kan siges meget kort: Teamet, produktet og markedspotentialet. Det skal alt sammen spille sammen, for at vi kan gå videre med en eventuel investering. Teamet skal supplere hinanden, produktet skal være innovativt og markedet for produktet skal være stort,” siger han. 

Virksomheder bæres af mennesker, og for Jesper Hart-Hansen er iværksætterens selvindsigt et vigtigt redskab, når man arbejder med forretningsudvikling og opstartsselskaber.

”Det er vigtigt at se på hvilke karaktertræk, der er repræsenteret i en opstartsvirksomhed. Der findes ingen supermænd eller –kvinder. Som iværksætter skal du ikke være verdensmester i alt – det er den vigtigste erkendelse. Man skal have evnen til at tiltrække ressourcer og personer, der kan supplere med at få potentialet i virksomheden realiseret,” siger Jesper Hart-Hansen.  

Jesper har en MBA fra Harvard Graduate School of Business Administration.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER