5.2.2018: Ny dating-app skal få singler væk fra skærmen

I modsætning til andre dating-apps er det personlige møde – selve daten – første step med TryMeet, som netop har modtaget startkapital fra CAPNOVA.

De danske idémænd bag den nye dating-app vil gerne have folk til at mødes ude i den virkelige verden frem for at gemme sig bag skærmene i endeløse chats, der ikke munder ud i noget: 

"Mødet er ofte dealbreakeren, der afgør, om kærligheden vil spire, eller om det bare var det. Derfor kan singlerne jo lige så godt mødes først som sidst – og samtidig dele en oplevelse i stedet for at sidde i hver sin sofa og chatte i timevis," forklarer Daniel Lapp, der sammen med tre partnere står bag dating-appen TryMeet.

Med TryMeet kan man finde en interessant profil og invitere vedkommende på en date, som man også kan planlægge med appen, der præsenterer et bredt udvalg af oplevelsestilbud – bl.a. caféer, restauranter, aktivitetssteder. Først når invitationen til en date er accepteret og betalt, kan man begynde at chatte sammen.

CAPNOVA har i første omgang givet TryMeet start-up kapital i form af et mindre lån med henblik på en senere investering:

"TryMeet henvender sig til et stort og voksende marked, og de har udviklet et innovativt koncept, som skiller sig ud fra eksisterende dating-apps ved at springe chatten over og i stedet have fokus på det personlige møde i trygge rammer. På kort tid har de fået flere end 100 samarbejdspartnere i hele landet, blandt andet Søgaard
Bryghus og Reef’n’Beef,” siger Jens Søndergaard, investment manager hos CAPNOVA.

Giv spontaniteten en chance

Udvalget af datingapps og -hjemmesider er stort, og mulighederne for at finde kærligheden har aldrig været flere. Problemet er – ifølge Daniel Lapp, som også selv er single – at man ofte ender med at danse så længe om den varme grød, at den bliver kold: 

"Idéen til appen opstod ud fra vores ønske om at komme hurtigere til sagen – nemlig det første møde," fortæller han. Han mener, at singler ikke skal være bange for det spontane, som TryMeet lægger op til og henviser bl.a. til tv-koncepter som Gift ved første blik og Billet til kærlighed på DR, hvor mennesker, som slet ikke kender hinanden, bliver matchet op og først da skal lære hinanden at kende.

"I nogle tilfælde går det rigtig godt – og kærligheden blomstrer. I andre tilfælde ikke, men så har de fået en god oplevelse," siger han og understreger, at du med TryMeet dog ikke kan arrangere et bryllup som første date.

"TryMeet er selvfølgelig ikke lige så ekstremt som i de programmer, men de viser, at det godt kan betale sig at give spontaniteten en chance," afslutter han.

Appen er gratis og kan fås til både Android og iPhone. Læs mere på www.trymeet.dk.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER