5.9.2016: Dimittender fra universitetet sikrer videndeling mellem virksomheder og studerende

I en tid, hvor der tales meget om manglen på dimittender med relevant erhvervserfaring, vil tre dimittender fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og CBS gøre op med denne problemstilling. Deres værktøjer er digitale case-konkurrencer, attraktive præmier og muligheden for at blive forbundet med fremtidige arbejdsgivere online.

Casebase (1)

Erman Bozdogan og Dardan Dashaj er to af hjernerne bag hjemmesiden www.casebase.dk, der lanceres i dag. Platformen har digitaliseret og systematiseret de velkendte case-konkurrencer, hvor virksomheder beder studerende om at løse konkrete problemstillinger for dem.

Frem for blot at lave endnu en fysisk event – en såkaldt case competition – har Casebase i stedet systematiseret idéen og leverer således et kontinuerligt flow af cases til de studerende.

På den måde kan alle på videregående uddannelser konstant afprøve deres studielæring i praksis, mens virksomhederne, der stiller opgaverne, kan knytte kontakter til de studerende, som de finder mest interessante i forhold til både opgaveløsning og mulig fremtidig ansættelse.

”Idéen med Casebase er, at alle studerende på videregående uddannelser nu kan få relevant erfaring – og måske et job – hjemme fra sofaen, skrivebordet eller hvor de foretrækker at løse disse cases fra. Som dimittender kender vi selv til manglen på erhvervserfaring og det professionelle netværk, man ofte kan savne, når man afslutter studiet og skal ud i virkeligheden”, fortæller Erman Bozdogan.

Casebase har allerede fået stor opbakning fra en række forskellige virksomheder. Således lanceres platformen med aktuelle cases fra bl.a. NorthSide-festivalen, fodboldklubben AGF, vækstvirksomhederne REC Watches og Lix samt en række andre organisationer.
Præmierne, som de studerende kan vinde for deres opgaveløsning, tæller alt fra mobiltelefoner til festivalbilletter og cool cash.

”For virksomhederne er Casebase en måde at finde relevante kandidater til fremtidige jobs samt teste deres evner af på konkrete og virkelige cases. Derudover er der også nogle af vores kunder, som har diverse udfordringer, de gerne vil have kreative løsningsforslag til, og det kan platformen også bruges til”, siger Dardan Dashaj.

Casebase har kontor i Studentervæksthus Aarhus, der er et iværksætterfællesskab for nuværende og tidligere studerende fra Aarhus Universitet. CAPNOVA har ydet iværksætterne et investeringslån.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER