7.2.2020: Musik-startup rejser 9,3 mio DKK og får Sony som investor

CAPNOVAs porteføljeselskab WARM har netop rejst seed-runde, der skal bygge bro mellem den nordamerikanske og europæiske musikscene. Fundingen kommer fra eksisterende investorer samt Sony Music’s startup-accelerator Sony Startup Acceleration Program Europe.

Dette giver WARM mulighed for at fortsætte deres internationale ekspansion, herunder med et særskilt fokus på opbygning af community og brobygning mellem den nordamerikanske og europæiske musikscene.

“Vi er meget tilfredse med denne runde og med at kunne byde velkommen til Sony Startup Acceleration Program Europe. Det er klart, at et partnerskab med dem giver os nogle helt nye muligheder. De kan hjælpe os med at være bannerfører for en mere fair musikindustri”, siger Jesper Skibsby, stifter og CEO i WARM.

Jesper Skibsby stiftede WARM i 2013 med en investering fra CAPNOVA. WARM monitorerer antallet af afspilninger af et givent musiknummer på radioen. Firmaet er det største af sin slags, og dækker mere end 27.000 radiostationer i 130 lande. Det hjælper både artisterne med at indsamle royalties og få en dybdegående indsigt i, nøjagtig hvor i verden deres musik bliver spillet henne.

“Som det ser ud lige nu, består en stor del af de populære mainstream-artister af nordamerikanske kunstnere. Det er en skam, for vi har så meget god musik i Europa. Problemet er bare, at de færreste slår igennem. En del af dette kan skyldes, at de kan være svært at tracke hvornår eksempelvis en dansk artist afspilles i USA” fortæller Jesper Skibsby.

WARM stræber derfor efter at bygge bro mellem den nordamerikanske og europæiske musikscene ved at tilbyde transparent radiomonitorering. At Sony Startup Accelarion Program Europe er kommet ombord som investor er da heller ikke uvæsentligt: “Problemet med den manglende transparens i musikbranchen er globalt, og derfor er det helt essentielt, at vi har fået en så tung, global branchespiller med. De kan uden tvivl være en stor hjælp til at få spredt vores løsning over hele verden,” siger Jesper Skibsby.


information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER