7.5.2018: Iværksættere undsiger regeringsudvalg: Katastrofalt at nedlægge innovationsmiljøerne

Det vil være et stort selvmål at nedlægge de 4 private innovationsmiljøer, som gennem 20 år har hjulpet videntunge iværksættere på markedet. Det er dommen fra knap 200 iværksættere i en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af FOIN (Foreningen af Innovationsmiljøer).



Højteknologiske iværksættere fra hele Danmark fejer i en ny undersøgelse benene væk under regeringens forenklingsudvalg, som tidligere på måneden foreslog innovationsmiljøerne nedlagt.

Knap 200 iværksættere, der samarbejder med et af de 4 danske innovationsmiljøer, har medvirket i en anonymiseret spørgeskemaundersøgelse foretaget af FOIN (Foreningen af Innovationsmiljøer i Danmark). En række svar falder i øjnene:

  • Hele 86% af iværksætterne er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med innovationsmiljøet.

  • Hele 83% af iværksætterne mener, det vil skade fremtidige iværksættere, hvis innovationsmiljøerne forsvinder.

  • Kun 6 ud af 194 iværksættere mener, det er blevet sværere at tiltrække andre investorer pga. innovationsmiljøet. Det står i skarp kontrast til Forenklingsudvalgets begrundelse for at nedlægge ordningen.

  • 73% af iværksætterne mener, det er en dårlig eller meget dårlig idé, at formidlingen af al statslig kapital overgår til Vækstfonden, i stedet for, at der er konkurrence mellem innovationsmiljøerne. 

Lars Stigel, formand for FOIN og direktør i CAPNOVA A/S uddyber punkterne her.

Fremtidens iværksættere står for skud

Selvom der kan være fornuft i at forenkle erhvervsfremmesystemet, vil det være katastrofalt for fremtidens højteknologiske iværksættere at nedlægge de 4 private innovationsmiljøer. Det mener hele 83% af iværksætterne i undersøgelsen.

"Det handler ikke om innovationsmiljøernes overlevelse, men om iværksætternes overlevelse. Som innovationsmiljøer bidrager vi med risikovillig kapital og rådgivning til højteknologiske iværksættere, på et meget tidligt tidspunkt før andre investorer tør investere. Jeg deler desværre iværksætternes frygt for, at fremtidens iværksættere over en bred kam og særligt fra universiteterne, rammes hårdt, hvis ordningen forsvinder," udtaler Lars Stigel.

Iværksætterne har haft mulighed for at begrunde deres svar i undersøgelsen, og det går igen, at der ikke hersker tiltro til, at de to centrale statslige fonde, hhv. Vækstfonden og Innovationsfonde, kan erstatte de lokalt forankrede innovationsmiljøers arbejde.

Fejer benene væk under forenklingsudvalg

Forenklingsudvalgets centrale argument for at nedlægge innovationsmiljøerne er (jf. udvalgets rapport), at egenkapitalinvesteringer fra miljøerne gør det vanskeligere for virksomhederne at tiltrække nye investorer senere hen. Men det er lodret forkert, viser iværksætternes besvarelser.

For 60,8% af iværksætterne har innovationsmiljøernes investering gjort det enten lidt eller meget lettere at tiltrække private investorer. Kun 3,1% pct. mener, det er blevet sværere at tiltrække kapital.

"Forenklingsudvalget er mildt sagt ikke i øjenhøjde med iværksætterne, som underkender selve præmissen for udvalgets forslag. Jeg kan kun opfordre politikerne til at spidse øre nu, således at vi ikke lukker en ordning, som skaber mange danske vækstvirksomheder, på et fejlagtigt grundlag," udtaler Lars Stigel.

Iværksættere frygter Vækstfondens monopol 

Næsten 3 ud af 4 iværksættere er bekymrede for forenklingsudvalgets forslag om, at Vækstfonden fremover skal være iværksætternes eneste indgang til risikovillig kapital i de helt tidlige faser. De fleste foretrækker den nuværende model med reel konkurrence mellem de 4 innovationsmiljøer, som investerer egne private penge sammen med de statslige midler.

"I dag har vi 4 private innovationsmiljøer som investerer over hele landet. Det betyder, at der rent faktisk er kamp om de bedste investeringer, og at de mest lovende iværksættere får gode aftaler. Forsvinder konkurrencen, vil iværksætterne blive stillet svagere og det hæmmer i sidste ende muligheden for en ny Universal Robots, Subway Surfers, GomSpace eller en ny Trustpilot, som alle stammer fra innovationsmiljøerne," afrunder Lars Stigel.

Læs alle resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen.

Danmarks fire godkendte innovationsmiljøer er private aktieselskaber, som efter et EU-udbud har indgået kontrakt med Staten om at varetage opgaven som innovationsmiljø. Listen tæller:

•    BOREAN Innovation
•    CAPNOVA A/S
•    PreSeed Ventures A/S
•    Syddansk Innovation A/S

FAKTA OM INNOVATIONSMILJØERNE 2013-2016
Antal investeringer: 356
Beløb investeret på vegne af staten: 951 mio. kr.
Innovationsmiljøernes private investering 180 mio. kr.
Tiltrukket privat kapital til porteføljeselskaberne: 5,7 mia. kr.
Tilbagebetalt til staten: 298 mio. kr.
Læs mere på www.foin.dk.

 

 

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER