10.7.2015: Projektpartnere får millionstøtte til bedre LED-belysning

Med vejledning fra CAPNOVA er et projekt mellem Nordic Power Converters, der udvikler strømforsyninger, og LED-belysningsproducenten HeSaLight blevet tildelt en bevilling fra Markedsmodningsfonden.

De to virksomheder samarbejder om implementering og test af nye strømforsyninger – eller drivere – til LED-lyskilder, der skal bidrage til at gøre LED-belysning endnu mere attraktivt. Bevillingen udgør knap 2,1 millioner kroner af et samlet projektbudget på 3,5 millioner kroner og er dermed et betydeligt skridt på vejen mod markedsmodning.

CAPNOVA hjalp gennem ansøgningsprocessen Nordic Power Converters med at afklare formelle krav samt fondens kriterier for tildeling.

Forbedret og differentieret LED-belysning

Nordic Power Converters har udviklet en ny og patenteret strømforsyning, der er 80 % mindre og 50 % billigere end alternativerne, og som samtidig giver mulighed for at forlænge strømforsyningernes levetid.

Løsningen, der udspringer af et ph.d.-projekt fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), har en bred vifte af anvendelsesmuligheder, og Nordic Power Converters satser i første omgang på at introducere teknologien på markedet for LED-rør, der er LED-belysningens pendant til lysstofrør.

I den forbindelse har man indgået et samarbejde med Roskilde-virksomheden HeSaLight, der udvikler og sælger LED-løsninger globalt. For HeSaLight giver de nye strømforsyninger, når de er færdigudviklet og testet, mulighed for større differentiering fra konkurrenterne:

”Hvis man skal ud og sælge LED-belysning, som vi gør, så skal man kunne tilbyde noget, andre ikke har,” siger Martin Nielsen, partner i HeSaLight. ”Det her giver mulighed for at lave en mere skræddersyet løsning, som gerne skulle munde ud i en form for differentiering på vores marked.”

Nordic Power Converters’ løsning kan på grund af sin lille størrelse integreres i flere typer LED-rør, hvor man før har været afhængig af eksterne strømforsyninger. Samtidig har den nye teknologis længere levetid stort potentiale for LED-belysning, hvor strømforsyningen ofte er den første komponent, der fejler.

Projektstøtte fremmer udviklingen mod markedet

Støtten fra Markedsmodningsfonden skal nu benyttes til at udvikle samarbejdet fra tegnebræt til virkelighed. Den nye teknologi skal tilpasses HeSaLights produkter, hvorefter de skal testes grundigt og markedet afdækkes.

”Vi skal hjælpe med at finde nogle kunder, som vi kan prøve det her af hos, og så vi kan få yderligere genereret noget reference for disse produkter,” siger Martin Nielsen.

For en ung virksomhed som Nordic Power Converters med en lovende teknologi men begrænset kapital, kan markedsmodningsstøtten være et vigtigt skridt på vejen mod at få et produkt på markedet. Samtidig kan projektet med HeSaLight hjælpe med at tiltrække investorer, der ser potentialet i den nye teknologi.

Potentiale for begge parter

Gennem projektet håber Nordic Power Converters på at kunne dokumentere en efterspørgsel fra både slutbrugere og potentielle købere af strømforsyningerne.

”Projektet med HeSaLight giver os mulighed for at få markedsfeedback hurtigere end ellers. Dette kan både bruges til at forbedre produkterne, men også til at validere teknologien overfor nye kunder,” udtaler Mickey Madsen, medstifter af Nordic Power Converters.

Også HeSaLight ser i samarbejdet et potentiale for at nå frem til et kvalitetsprodukt på et driver-marked, der ellers er rodet og præget af manglende standarder for grundlæggende specifikationer.

”Belysning er lige pludselig blevet et elektronikprodukt,” siger Martin Nielsen og uddyber: ”Det betyder, at der lige pludselig sidder en masse elektronik i vores produkter – og driverne er en ganske stor del af den elektronik, så de skal selvfølgelig være i orden.”

Markedsmodningsprojektet forløber fra 1. maj 2015 indtil 31. januar 2017, hvorefter de to virksomheder skal forhandle om det videre samarbejde.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER