12.7.2016: Allan Rasmussen fylder 70

Investment manager hos CAPNOVA, Allan Rasmussen, fylder i dag 70 år. Læs her et miniportræt af manden bag mange af CAPNOVAs spil-investeringer.

Allan Rasmussen 70 Aar

Det var ikke ligefrem computerspil, der begejstrede 10-årige Allan Rasmussen i 50’ernes Danmark. Nuvel, den type underholdning fandtes slet ikke på den tid, men det havde alligevel ikke været noget for ham, der var mere betaget af at læse om luftens helte under 2. verdenskrig og deres maskiner. Computerspil skulle dog komme til at præge en god bid af hans arbejdsliv senere hen. 

Men da kærligheden til flyvemaskiner først var grundlagt, blev den siddende i kroppen, for den unge knægt drømte om at sidde ved roret og have kontrollen og boltre sig i luften. Derfor kom han på Flyvevåbnets flyveskole, men havde svært ved at forlige sig med den militære kadaver disciplin. I stedet fik han sig et privat flyvecertifikat og en mere jordbunden uddannelse som civilingeniør. Det første job fik han hos Skanti A/S i 1973 som udviklingsingeniør.

Ude på landet

En stor beslutning blev taget i 1978, da familien Rasmussen valgte at flytte fra hovedstaden til Drejø, der med sine dengang 140 beboere ligger i det Sydfynske Øhav. Mere luft, mere ro, mere nærvær og mindre stress og jag. Det var ønskerne. Familien boede på en lille gård og havde én ko, en flok grise og høns. En datidens beskeden udgave af ”Bonderøven”. Men samtidig begyndte Allan så småt at arbejde som selvstændig konsulent. Intet problem, selvom man bor midt i det Sydfynske Øhav, når blot man er pilot og ejer et lille propelfly.

Konsulentvirksomheden tog fart, og han fløj oftere og oftere til fastlandet for at dele sin viden, for han vidste noget om mikroprocessorer, og hvordan man programmerer dem, hvilket ikke mange kendte ret meget til på daværende tidspunkt. Det var fx virksomheder som Danfoss, Rovsing og Grundfos, der fik besøg af den flyvende konsulent, som her deltog i mange forskellige hardware- og software-udviklingsprojekter. Allan udviklede undervejs evnen til at skabe struktur og effektivitet i organisationer. Derfor blev han en efterspurgt konsulent, som virksomhederne kunne hive ind i en udviklingsafdeling, der ikke fungerede optimalt, og hvor han fik frie tøjler til at restrukturere og effektivisere organisationen.

Efter 6 år på øen var der efterhånden for meget bud efter ham til, at det gav mening at fortsætte ø-livet, så familien rykkede tilbage til fastlandet, hvor han også startede egen virksomhed, som beskæftigede sig med udvikling af procesovervågning og kontrolsystemer. Fra 1989-1998 var han udviklingschef hos Flex Dental (XO-Care), og fra 1998-2003 konsulent ved Sant&Bendix, PriceWaterhouseCoopers og svenske Sigma.

Computerspil

I 2003 blev Allan ansat som investment manager hos investerings- og udviklingsselskabet CAPNOVA A/S, og det var her, at han for første gang fik øjnene op for computerspil. På daværende tidspunkt var der stort set ingen investorer i Danmark, der interesserede sig for danske computerspil, men han så potentialet og har haft ansvaret for CAPNOVA’s 40 spilinvesteringer i bl.a. kæmpe spil-succeser som Subway Surfers og Limbo. Alle kender Allan i spil-miljøet i Danmark.

Han er ikke bare kendt som CAPNOVA-mand, skarp investment manager og forretningsmand, men også som én, der kerer sig om de personer, der udgør spilbranchen, og som ser potentialet i computerspil fra Danmark.

Hvis man spørger ham om, hvad der har styret hans arbejdsliv, så er svaret: ”Jeg har aldrig villet kede mig.”    

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER