17.8.2015: Svensk detailgigant lancerer luksusbabymad fra Lovemade

Lovemade rykker sin økologiske kvalitetsbabymad udviklet af stjernekokke ind på hylderne hos den svenske supermarkedskæde ICA. Hermed har iværksætter Silvia Wulff adgang til 1400 butikker og et marked for købebabymad, der er ti gange større end det danske, selvom der kun fødes dobbelt så mange børn.

Lovemade - produktbillede
Silvia Wulff, der i 2010 stiftede Lovemade, tog sidste år en beslutning om at lægge strategien om og udvikle en helt ny produktlinje. En beslutning hun ikke fortryder, da hun nu for alvor har fået hul igennem til det svenske marked, og lancerer stort i alle fire supermarkedskæder under ICA.

Konceptet for babymaden er det samme – 100 pct. økologi, primært lokale kvalitetsråvarer og velsmagende opskrifter udviklet af michelinkok Mikkel Maarbjerg og hans kollega Nikolaj Kirk – men babyretterne er rykket fra frysedisken til babymadshylden, hvor småbørnsforældrene får øje på dem. En testlancering af de tidligere frostprodukter i den svenske supermarkedskæde ICA viste skepsis over for frostproduktet men derimod en stor interesse for brandet. Udover beslutningen om den nye produktlinje, valgte Silvia Wulff samtidig udelukkende at fokusere på det svenske marked.

”Potentialet i Sverige er meget større. Der er en helt anden kultur. Markedet for købebabymad er hele ti gange større end det danske på trods af, at der kun fødes dobbelt så mange børn,” forklarer Silvia Wulff.

Alliancer med store spillere

Strategien for den lille danske virksomhed indebar også at indgå partnerskaber med større spillere. Derfor har Lovemade indgået et produktionssamarbejde med Orkla Foods Sverige, og fra 17. august rykker 22 sælgere fra Sveriges største salgsorganisation Sales Support ud for at varetage Lovemades produkter i butikkerne. For at opnå samme høje kvalitet introducerer Silvia Wulff desuden en nyudviklet plastemballage på babyhylderne, der tredobler holdbarheden og bevarer smagen bedre.

”Det gik op for mig, at det stadig er muligt at lave et kvalitetsalternativ, selvom vi er gået væk fra frost. Et produkt, der er mere tilgængeligt og synligt, og hvor vi samtidig bevarer vores værdier. Jeg havde ikke selv lyst til at spise den mad, jeg kunne købe til min datter. Målet med Lovemade er at introducere et kvalitetsvalg på hylderne - økologisk og naturlig babymad lavet med omhu og omtanke. Forskning viser netop, hvor vigtigt det er at udvikle og stimulere babyers smagsløg, allerede fra de er helt små.”

Også stor interesse uden for Skandinavien

Silvia Wulff kan sagtens forestille sig, at Lovemade igen får danske småbørnsforældre som målgruppe, men hun har erkendt, at Danmark er et vanskeligt marked at starte ud på.

”Med frostprodukterne skulle jeg ud og lave vaner om og ændre kulturen, og det var en stor udfordring, når man har begrænsede ressourcer. Jeg startede med et udfordrende produkt på et svært marked. Jeg har dog hele tiden troet på brandet, og til mit held har jeg haft en investor, som har troet på mig og konceptet – også selvom jeg ændrede strategi undervejs,” siger Silvia Wulff.

Investerings- og udviklingsselskabet CAPNOVA investerede i Lovemade i 2010, og har efterfølgende investeret ad tre omgange.

”CAPNOVA støtter op omkring den nye strategi, og har store forventninger til selskabets udvikling. Det nye samarbejde med ICA i Sverige har fået en lovende start, og ser man uden for det skandinaviske marked er der også meget stor interesse for Lovemades produkter og koncept. Det er et godt eksempel på CAPNOVAs nye investeringsstrategi, hvor vi har rettet et specielt fokus på fødevaresektoren og gerne indgår alliancer med de store virksomheder i sektoren,” siger investment manager hos CAPNOVA Anders Holme Jensen.

FAKTA
Lovemade er stiftet af Silvia Wulff i 2010.
Kokkene Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg har udviklet opskrifterne og er medejere.
 Lovemade produkterne bliver produceret hos Orkla Foods i Sverige.
Læs mere på www.lovemade.se



information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER