18.4.2016: CAPNOVA kom stærkt ud af 2015

CAPNOVA kommer ud af 2015 med et overskud på 7,7 millioner og godt 5,2 millioner kroner efter skat. Det er en markant forbedring på 6 millioner i forhold til resultatet i 2014.

Overskuddet er blandt andet skabt i kraft af et godt resultat fra CAPNOVAs landsdækkende investeringsaktivitet. Overskuddet vil blive brugt til nye investeringer.

Torben Ballegaard Sørensen, der er formand for bestyrelsen, betegner resultatet som meget tilfredsstillende og noterer, at der i 2015 både er sket en forøgelse af omsætningen og en reduktion af omkostningerne.

Risikovillig kapital

CAPNOVA er udpeget af Uddannelses- og Forskningsministeriet som en af Danmarks fire operatører af den statslige innovationsmiljøordning. Her foretager CAPNOVA investeringer over hele landet. Samtidig administrerer selskabet fonden CAPNOVA Invest Zealand. Det betyder, at CAPNOVA pr. år investerer risikovillig statslig og privat kapital i et omfang på små 100 millioner kroner i innovative iværksættervirksomheder og i eksisterende virksomheder.

CAPNOVAs investeringer er kendetegnet ved at blive placeret i projekter og virksomheder, som befinder sig så tidligt i deres udvikling, at de ikke kan hente finansiering i pengeinstitutterne, som typisk kræver en højere grad af sikkerhed.

"Vi lever med andre ord i en verden med høj risiko, men også med muligheden for at være med til at skabe meget store succeser, som efter de første leveår kan fortsætte for egen kraft," siger bestyrelsesformand Torben Ballegaard Sørensen.

Sjællandsk samarbejde

I samarbejde med Region Sjælland er CAPNOVA Invest Zealand etableret i 2010. Fonden investerer i Region Sjællands erhvervsliv med særligt fokus på små og mellemstore virksomheder. Region Sjælland er i øvrigt en central samarbejdspartner for CAPNOVA via en aftale om, at CAPNOVA bistår regionens erhvervsliv med fundraising.

En succesrig start på samarbejdet om fundraising med hjemtag af 300 millioner i den første periode af samarbejdet førte i efteråret 2015 til, at Region Sjælland og CAPNOVA indgik en ny aftale om fundraising for yderligere tre år.

"Vi har et højt specialiseret team af fundraisere, der hjælper virksomhederne med at finde vej i junglen af danske og internationale støtteordninger," siger direktør Kim Ove Olsen, som sammen med direktør Lars Stigel udgør direktionen i CAPNOVA.

Tre bundlinjer

Bestyrelsen for CAPNOVA har opstillet tre bundlinjer for selskabets drift. For det første skal CAPNOVA selv arbejde for at skabe et positivt økonomisk resultat. For det andet skal CAPNOVA sigte mod at opnå høje overlevelses- og succesrater for de ca. 100 selskaber, der lige nu er i porteføljen, og for det tredje er det målet at bidrage til samfundsudviklingen ved at skabe vækstvirksomheder og nye arbejdspladser.

Sidstnævnte formål bliver blandt andet tilgodeset via det meget omfattende bioteknologiske projekt BIOPRO, hvor CAPNOVA administrerer et partnerskab med de største danske bioteknologiske virksomheder og Københavns Universitet og DTU.

På tilsvarende vis har CAPNOVA et tæt samarbejde med Interactive Denmark i relation til indsatsområdet Interactive, og med Danish Food Cluster i forhold til indsatsområdet Food Tech.

CAPNOVA A/S, der beskæftiger 29 fuldtidsansatte, omsatte i 2015 for godt 41 millioner kroner og havde ved regnskabsårets afslutning en egenkapital på 46 millioner kroner.
 

 

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER