1.9.2015: Internationale projekter skal føre lollandsk bølgekraftanlæg på markedet

Danmark har i årevis haft en international førerposition inden for forskning i og implementering af vedvarende energikilder. Denne udvikling vil Lolland-virksomheden Floating Power Plant skrive sig ind i med et innovativt flydende offshore-anlæg, der kombinerer to vedvarende energiformer: vind- og vandenergi.

Selv om vejen fra koncept til praksis er lang, går det i den rigtige retning for Floating Power Plant, der nu arbejder på at markedsmodne og kommercialisere sin unikke løsning.

”Vi er de eneste i verden, der har leveret strøm fra vind og bølger på samme tid. Vi er rigtig langt fremme, og vi har også kommercielle projekter under udvikling,” siger direktør Anders Køhler.

Projekter i Belgien og Skotland

Især to store internationale projekter kan vise sig at blive afgørende. Det ene projekt finder sted i Belgien, hvor en ny vindmøllepark helt unikt skal producere 20 MW bølgekraft ud over dets 230 MW vindenergi. Kombinationen af vind- og vandenergi stemmer godt overens med Floating Power Plants hybridløsning, hvorfor man spændt afventer resultatet af det belgiske udbud.

”I Belgien får vi et go eller et no-go i Q3 på at lave den første kommercielle prototype, så det er ret spændende,” udtaler Anders Køhler.

Sideløbende er et andet projekt undervejs, der skal implementere løsningen i britiske farvande. Også her håber man at tage et stort skridt på vejen mod kommerciel succes.

”Vi indgik officielt et samarbejde i forgårs [19. august, red.] med en irsk slutkunde om at købe en site i Skotland og bygge den op, så det går rigtig fint,” forklarer Anders Køhler. ”Vi ville aldrig sætte sådan et demonstrationsprojekt i søen, hvis slutkunden ikke var med. Vi skal jo bygge ét eksemplar først, og hvis det så er en succes, skal vi gerne bygge nogen lige efter til samme sted.”

EU-midler understøtter langsigtet udvikling

Til det britiske projekt har Floating Power Plant fået en hjælpende hånd i form af 1,14 millioner euro fra EU-støtteprogrammet Horizon 2020. Projektet er blevet godkendt under det såkaldte SME-instrument, der skal fremme små og mellemstore virksomheders innovationsprojekter med internationalt perspektiv.

”Det er simpelthen verdens bedste støtteprogram,” forklarer Anders Køhler og uddyber: ”De fleste programmer handler om, at du kan få penge til at bygge noget, teste noget eller tage patenter hjem. Ellers er det helt ovre i basal grundforskning. Det er meget sjældent, at der er støtte til markedsmodning.”

EU-støtten er kommet i hus som led i TIPS-projektet, der har til formål at tiltrække EU-støtte til innovationsprojekter i Region Sjælland. Gennem rådgivning om fundraising skal projektet skabe arbejdspladser, styrke regionens innovation samt skabe bevidsthed om muligheden for EU-støttemidler.

Floating Power Plant er et dansk aktieselskab, som har cirka 120 aktionærer i ryggen og primært driver sin udvikling for privat kapital fra sine aktionærer og fonden LOKE. Dog søges der nogle gange støtte til mere langsigtede strategiske forsknings- og udviklingsprojekter.

Det er derfor ikke første gang, Floating Power Plant deltager i et EU-støttet projekt som led i TIPS-projektet. I 2013 formidlede konsulentbureauet Innovayt kontakten til to EU-projekter, der begge havde mistet en dansk projektpartner i form af konkursramte Dexawave.

”Vi besluttede os for at træde ind i de to projekter i stedet for Dexawave, fordi vi kunne se, at de faktisk havde noget værdi for vores selskab.”

Alsidige udviklingsprojekter

Projektet H2Ocean søgte at designe såkaldte multi-purpose areas til havs, hvor blandt andet energiproduktion og akvakultur kombineres, mens teknologiudviklingsprojektet AquaGen beskæftigede sig med brugen af vandhydraulik til et såkaldt power-take-off-system. Selv om projekterne ikke var direkte fokuseret på Floating Power Plants kerneprojekt, fik man alligevel et udbytte af samarbejderne.

”H2Ocean-projektet har givet os et rigtig godt netværk, som vi bruger, og så har det givet os nogle perspektiver på den endnu længere bane,” bemærker Anders Køhler. ”AquaGen har givet os viden i forhold til den teknologi, vi udvikler, og det er med til at gøre vores teknologi bedre.”

Direktøren lægger dog ikke skjul på glæden ved nu at kunne udforme og udføre sit eget projekt.

”Det er kun os, der skal afrapportere og lave data. Hvis det går galt, så er det vores egen skyld. Det er vi ret glade for,” forklarer Anders Køhler og tilføjer: ”I store konsortier indfører man en risiko på sit cashflow, og man er afhængig af, at alle andre partnere gør som de siger. Hvis en af dem går konkurs eller der sker noget andet, går der tid, før betalingen kommer.”

På baggrund af sine erfaringer med EU-projekter af forskellig størrelse er Anders Køhlers budskab til andre spirende virksomheder da også klart:

”Hvis man selv er med til at forme konsortiet, så gør det så lille som muligt, så det kun er de vigtige partnere, der er med.”

Fakta

Virksomheder i Region Sjælland kan gratis få specialiseret vejledning i EU-støttemuligheder som led i det regionale TIPS-projekt, der varetages af CAPNOVA. For mere information, kontakt:

  • Udviklingskonsulent Katrine Krogh Balslev, kaba@capnova.dk, tlf. 2382 1419
information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER