23.11.2015: CAPNOVA satser på virtual reality med nyt spil om ondsindede kattekillinger

Strategispillet Kittypocalypse bliver CAPNOVAs første investering på markedet for virtual reality-spil, der spås stor vækst i de kommende år.

Selv om virtual reality-spil ikke for alvor er slået igennem endnu, er spiludviklingen i fuld gang. Den udvikling skriver CAPNOVA sig nu ind i med investeringen i spillet Kittypocalypse, der udvikles af den københavnske spilproducent Bolverk VR Games.

I Kittypocalypse er Jorden truet af en invasion fra ondsindede rumvæsener, der er noget usædvanlige. Rumvæsenerne har nemlig opdaget, at menneskene bruger meget af deres tid på internetvideoer med katte, og har derfor forklædt sig som nuttede killinger for at skabe et stort overraskelsesmoment. Spilleren skal således forsvare menneskeheden ved at nedkæmpe killingeinvasionen med en række forsvarsvåben.

Bolverk VR Games
Skærmbillede fra demoudgave af spillet. Copyright © 2015 Bolverk Games.

Kittypocalypse er udformet som et såkaldt tower defense-spil, hvor man strategisk skal placere våben i landskabet for at stoppe angriberne på deres invasionsrute. Brugen af virtual reality giver i den sammenhæng en helt ny mulighed for indlevelse, så man som spiller føler sig som del af det virtuelle univers.

”Virtual reality giver en utrolig ’sense of presence’ og en utrolig fornemmelse for størrelse, som du ikke kan lave på en 2D-skærm,” forklarer Bo Bennekov, der er direktør for Bolverk VR Games.

På tærsklen til gennembrud

Meget tyder da også på, at virtual reality nærmer sig sit kommercielle gennembrud. I første kvartal af 2016 er planlagt hele tre store lanceringer af VR-briller, nemlig Sonys PlayStation VR samt HTC’s Vive og pioneren Oculus Rift. Herefter kan det meget vel gå stærkt: Ifølge en prognose fra Business Insider i april forventes antallet af solgte VR-briller omtrent at vokse fra 5 mio. enheder i 2016 til 25 mio. i 2020 – en samlet stigning på 400 %.

”Selskabet henvender sig til et efter alt at dømme voldsomt ekspansivt VR-marked, der netop nu tager sin begyndelse. Markedet skal blandt andet drives af spændende spil-content, der er designet til at udnytte de nye muligheder, som VR-teknologien tilbyder. Her har vi fundet et stærkt team, der netop kan den kunst,” forklarer investment manager i CAPNOVA Allan Rasmussen.

Bolverk VR Games forventer at lancere spillet Kittypocalypse i 2016.

”Vi arbejder på, at Kittypocalypse bliver dét spil, man viser frem, når venner og familie skal opleve VR for første gang,” siger Bo Bennekov.

Også Allan Rasmussen ser et stort potentiale i spillets lancering kort efter de første kommercielle VR-briller kommer på markedet:

”CAPNOVA vil med denne investering få mulighed for at komme med på VR-bølgen på et meget tidligt tidspunkt.”

Læs mere om spillet på Bolvërk Games' hjemmeside.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER