24.5.2016: Biotekselskab går på børsen

CAPNOVAs porteføljeselskab Synact Pharma har første handelsdag på den svenske minibørs AktieTorget den 11. juli.

Synact -red

Fra venstre Henrik Stage CFO, Jeppe Øvli Øvlesen CEO og Thomas Jonassen CSO. Foto: Synact Pharma PR

Selskabet håber at kunne rejse 57 mio. SEK til at teste lægemiddelkandidaten AP1189 på patienterne. Et lægemiddel til at behandle psoriasisartrit, der er en kronisk betændelseslignende gigtsygdom, som rammer mange med hudsygdommen psoriasis.

Valget faldt på den svenske børs, fordi der ikke er et marked for små selskaber i Danmark, vurderer iværksætterne:

”Den måde, man tænker på i Danmark, er, at man skal lave en stor børsnotering. Du skal have en relativ høj vurdering, og du skal rejse en relativ stor andel af det. Så skal du ud og have fat i de institutionelle investorer, og hvis du skal have fat i dem, skal man have meget sikre data og gerne fra fase 3, så pengene nærmest skal bruges til markedsføring. Så du starter allerede op ad bakke,” siger finansdirektør i Synact Pharma, Henrik Stage, til MedWatch

Millionhandel med Abbott

Synact Pharma er stiftet af professor Søren Nielsen og forskningsdirektør Thomas Jonassen i 2012. Begge har en fortid i biotekselskabet Action Pharma, hvor de udviklede lægemiddelkandidaten AP214 mod akut nyresvigt i forbindelse med hjerteoperationer.

Det endte med en flot millionhandel med den amerikanske medicinalgigant Abbott, som i 2012 købte lægemiddelkandidaten for 623 mio. kr.  

”Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med CAPNOVA. Vi havde et fantastisk samarbejde med dem i Action Pharma, hvor de var den første investor og en rigtig god partner, og de har også været en rigtig god partner i Synact. De har bakket op fra dag 1 og været pragmatiske og meget løsningsorienterede,” siger adm. direktør i Synact Pharma Jeppe Øvli Øvlesen til MedWatch.
 
Læs "Her er dansk bioteks næste børsbaby" (artiklen kræver login).

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER