25.2.2016: Det perfekte pitch

CAPNOVA modtager hver dag mange henvendelser fra håbefulde iværksættere. Er idéen god, inviterer vi til en samtale, og her kræver det et krystalklart pitch for at komme gennem nåleøjet til kapital. Få investment managerens råd til, hvordan du bedst overbeviser ham om at investere i din idé.

Det Perfekte Pitch

Otto Bjerg Hausgaard, investment manager hos CAPNOVA 

Hvordan forbereder du dig bedst?

Øv øv øv. Og øv igen. Det er en fordel at have prøvet præsentationen af mindst tre gange, så du er sikker på, at du kan overholde tiden uden at blive stakåndet. Forbered dig gerne ved at træne dit pitch sammen med professionelle tilhørere – væksthusene, Connect Denmark, KeyStones m.fl. tilbyder pitchtræning. Sæt dig grundigt ind i din målgruppe, og underbyg så vidt muligt dine påstande med fakta eller testresultater. Vær helt klar på, hvad du ved og ikke ved, og hvad du vil finde ud af ved at teste. Udvis en god balance mellem ydmyghed og tro på dig selv. Gør dig klart, hvad du ønsker at bede om/opnå. Og gør det.


Hvilke spørgsmål kan du forvente at få?

Vi spørger ind til din forretningsidés markedspotentiale – Hvilket problem/behov løser du? Hvorfor er det en ny og original måde at gøre det på? Hvordan vil du tjene penge på idéen? Hvad er din go-to-market strategi? Hvem er konkurrenterne? Hvad er dit kapitalbehov? Hvad tilbyder du investor for at komme med pengene? Hvornår er du klar? Hvad er de største risici? Og hvordan vil du håndtere dem? Hvad er dine exitforventninger? Herudover kigger vi på, om du udviser den rette iværksætterånd og har sammensat et stærkt team omkring dig. Altså, er du villig til at løbe en risiko og investere en masse tid? Og matcher teamets kompetencer og erfaringer forretningsplanens krav? Hvad mangler teamet for at være komplet?

Hvad indeholder det gode pitch?

Det gode pitch er kort og præcist og tilpasset tilhørerne – spor os lynhurtigt ind på, hvorfor netop din idé er interessant, og hvorfor det er en god investering. På 10 min skal du helst i hovedtræk kunne gøre rede for, hvilket problem/behov din idé løser, og hvordan du vil tjene penge på den. Det gode pitch indeholder en sammenhængende plan for, hvordan du når helt i mål. Gerne med milestones/delmål. En investor vil vide, at der er sådan en plan, også selvom du måske ikke henter alle de nødvendige midler i første runde. Den indeholder herudover også et budget for omsætning, omkostninger, indtjening og likviditet.

Hvad er de typiske faldgruber?

Vi oplever ofte iværksættere, som fortaber sig i tekniske detaljer og bruger al tiden til det. Den anden yderlighed er, at iværksætteren selv forstår sit produkt så godt, at han helt glemmer at forklare, hvad det går ud på, men straks kaster sig ud i alt det andet. En faldgrube kan også være alt for optimistiske budgetter og mangel på realisme. Vi ser også iværksættere, der glemmer at sige, hvad de egentlig beder om i form af penge/support, og hvad de vil give til gengæld. Det kan også være manglende risikovurdering – fx en følsomhedsanalyse ved forsinkelser af planen. Ligesom man, måske af beskedenhed, ikke får godt nok forklaret de unikke kompetencer, som teamet kommer med. Herudover giver udokumenterede påstande og forkerte data, præsenteret som fakta, et indtryk af et generel utroværdigt pitch.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER