30.1.2014: REFA vil trække energien ud af affaldet

Brænd mindre og genanvend mere. Det er hovedoverskriften for fremtidens affaldshåndtering i Danmark, og derfor et vigtigt pejlemærke for affalds- og energiselskabet REFA. Læs mere her.

I praksis betyder det, at REFA i stedet for at brænde det organiske affald skal genanvende det til produktion af biogas. Dermed udnyttes energien i affaldet bedre end ved traditionel affaldsforbrænding.

En af vejene til at nå målet, er nu blevet finansieret via den statslige Grøn Omstillingsfond. Fonden har givet 250.000 kroner, så REFA kan igangsætte arbejdet med at en plan for, hvordan organisk materiale fra dagrenovationen kan adskilles fra det øvrige affald.

- Vi er nødt til hele tiden at være på forkant med udviklingen. Derfor vil vi etablere et forbehandlingsanlæg, som kan sortere og opsamle de rene, organiske dele af affaldet, så det kan bruges i vores biogasanlæg, siger direktør Hans Erik Jensen, REFA.

Eneste selskab med biogas

REFA er det eneste affaldsselskab, der råder over et biogasanlæg og har derfor også mulighed for at etablere det fulde kredsløb, hvor alle værdifulde ressourcer i affaldet bliver udnyttet fuldt ud.

Med de 250.000 kroner fra Grøn Omstillingsfond skal REFA inden for de næste måneder udvikle den endelige plan for forbehandlingsanlægget, hvorefter Grøn Omstillingsfond tager stilling til, om den også skal finansiere det videre forløb.

REFA indsamler og behandler affald fra hele Lolland-Falster. Med forbehandlingsanlægget forventer virksomheden at tiltrække organisk affald til behandling fra bl.a. supermarkedskæder og fødevarevirksomheder uden for Lolland-Falster.

I Region Sjælland har i alt seks projekter modtaget støtte fra Grøn Omstillingsfond. Ud over REFA er det AK Entreprenørservice (genbrug af nedslidte larvefødder), Skandinavisk Jura-Kalk A/S (genbrug af byggematerialer), ProfilService A/S (kildesortering af affald), ICD Medical ApS (genbrug af medicinsk udstyr og emballage) og We Do Wood ApS (bæredygtig møbelproduktion).

Ansøgningerne fra virksomhederne er indsendt efter forudgående vejledning fra CAPNOVA på vegne af Region Sjælland. Efter sommerferien vil det så ligge klart, om der falder yderligere en bevilling på 1 million kroner fra Vækstforum Sjælland til gennemførelse af et egentligt projekt.

Investment manager hos CAPNOVA Tom Weidner glæder sig over de mange tildelinger af projektstøtte til virksomheder i Region Sjælland:

- Sagen her viser jo, at det bobler med gode initiativer til, hvordan vi kan sikre en grønnere verden ved at tænke i bæredygtighed.

 

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER