3.6.2015: The Silent Age nomineret i fire kategorier til Spilprisen 2015

Anden episode af mobilsuccesen The Silent Age kommer i fint selskab, når spillet den 11. juni skal dyste i hele fire kategorier til Spilprisen 2015.

Her skal The Silent Age op mod andre danskudviklede spil i kampen om titlerne ”Bedste lyddesign”, ”Bedste spildesign”, ”Bedste visuelle design” samt hovedprisen ”Årets spil”. Spillet kan således forbedre præstationen fra samme uddeling sidste år, hvor første del var nomineret i kategorierne ”Lyd” og ”Kunstnerisk præstation” og vandt sidstnævnte.

CAPNOVA investerede i The Silent Age i 2013, og spillet har oplevet et sandt triumftog med flotte anmeldelser og over syv millioner downloads på Android og iOS. I oktober 2014 udkom anden del af spillet, og senest udkom The Silent Age i maj 2015 til PC på Steam.

The Silent Age Pressebillede

Pressebillede fra The Silent Age, © House on Fire ApS.

Spilprisen er Producentforeningens årlige prisuddeling til de bedste danske computerspil, og CAPNOVA har været godt repræsenteret siden den første uddeling i 2013. Således er både Subway Surfers, Expeditions: Conquistador, Stikbold!, KoGaMa samt altså The Silent Age blevet nomineret til forskellige priser. Spilprisen 2015 bliver uddelt den 11. juni i Pumpehuset i København.

The Silent Age kan hentes både til Android, iOS, Windows Phone og PC/Mac.

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER