8.3.2016: Håndholdt testlaboratorium øger fødevaresikkerheden

Fødevareproducenter er meget afhængige af nøjagtige og hurtige analysemetoder, når der er mistanke om forskellige former for kontaminering. Hos virksomheden PlastiSens arbejder man med prototypen på et håndholdt analyseapparat, der på sekunder kan afsløre rester af antibiotika i væsker. CAPNOVA tror på idéen og har investeret fire millioner kroner.

Plastisens Stald

I første omgang er teknologien bag PlastiSens’ testapparat rettet mod mejerisektoren, hvor den vil kunne hjælpe både mælkebønderne og mejeriselskaberne. Men på den lange bane er hele fødevareklyngen et muligt marked. Både på slagterier, i dambrug og på mejerier er der nemlig risiko for store økonomiske tab, sygdomsudbrud og udvikling af resistente bakterier, når der sker en kontaminering:

”I første omgang satser vi på at bruge vores teknologi til at måle rester af antibiotika i råmælk, idet sensoren er beregnet til at måle på væsker, fortæller Johannes Daprà, medstifter og chef-udvikler hos PlastiSens. Antibiotika gives fx til malkekøer med yverbetændelse, og kan findes i mælken i en periode efter behandlingens opgør.

CEO Torsten Freltoft supplerer:

”Teknologien er en platform, hvorfra nye applikationer vil kunne udvikles, og det er attraktivt for investorer, at der er en spydspids, som hurtigt kan kapitalisere investeringen, hvorefter forretningen vil kunne udvides til nye områder. ”

Et svar allerede i stalden

Den patenterede opfindelse er vokset ud af Johannes Dapràs ph.d.-projekt, men det var ikke som et ”Heureka-moment”, snarere et led i en løbende proces, hvor det gik op for holdet bag PlastiSens, at her var tale om en uhyre følsom sensorteknologi.

I kontoret på DTU i Lyngby demonstrerer Torsten Freltoft og Johannes Daprà en foreløbig version af det håndholdte testapparat. Udformningen minder om en computermus med en spalte i den ene ende; enheden skal fodres med engangs-sensorer, der dyppes i den væske, der skal testes. Resultatet kan aflæses efter få sekunder, og der er udviklet flere sensorer, der kan registrere forskellige typer antibiotika. Torsten Freltoft fortæller:

”Mejerierne er selvfølgelig meget påpasselige med ikke at få antibiotika i deres mælketanke. For det første kan det havne ude hos forbrugerne og forværre resistensproblemerne, og for det andet kan det komme ind i procesanlæg, hvor der arbejdes med bakteriekulturer. Her kan det ødelægge produktionen af fx yoghurt og tykmælk. Derfor testes alle tankbilerne, når de kommer ind til mejeriet, og det sker ca. 200 gange om året, at der er en kontamineret tankbil, hvis indhold må destrueres. Vores apparat kan fange det i opløbet allerede ude i stalden”.

Opfindelsen fra PlastiSens er endnu ikke i aktiv brug, men der findes en ”working prototype”: 

”Jeg har mange gode erfaringer med at samarbejde med CAPNOVA, som har en satsning inden for fødevarer. Det stod hurtigt klart, at det var et godt match, og med den kapital vi har fået, kan vi arbejde videre det næste års tid. Men så skal vi igen ud og finde nye midler, indtil vi kan tjene vores egne penge”, siger Torsten Freltoft.

PlastiSens har licens inden for fødevarer, veterinær og bioprocessering, og Torsten Freltoft kan sagtens forestille sig, at teknologien i fremtiden også vil blive brugt til at kontrollere produktionen i forskellige procesanlæg.

 

FAKTA

Plastisens PrototypePlastisens Prototype ForfraPlastisens Prototype Fra Siden

PlastiSens’ håndholdte sensor til antibiotika-sporing er et hurtigt og nøjagtigt alternativ til de nuværende testmuligheder. Den muliggør et hurtigt kvalitetscheck på stedet, og kan være med til at begrænse madspild og kryds-kontaminering.
Den patenterede teknologi er udviklet af forskere fra DTU Nanotech: Johannes Daprà, som har deltaget i udviklingsarbejdet fra begyndelsen sammen med sin Ph.d.-vejleder Noemi Rozlosnik, associeret professor ved DTU Nanotech, og computerspecialisten Attila Sükösd.
www.plastisens.com 



 

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER