4.2.2014: Bladena er bindeled mellem forskning og industri

Industrien og forskerverdenen forstår ikke altid hinanden og har derfor svært ved at løse hinandens problemer. Det har Find Mølholt Jensen erfaret igennem 12 år som forsker og iværksætter, hvor han har haft et ben i hver lejr. I dag har han som virksomhedsejer succes med at skabe forbindelse mellem forskningen i design af vindmøllevinger og vindmølleejerne.

Det er en slags snoresystem, som Find Mølholt Jensen, CTO og ejer af virksomheden Bladena, har opfundet. Snoresystemet, kaldet D-String, forstærker vinger på en vindmølle, så de kan holde i mange år. I dag kan vingerne gå i stykker og gå op i limningen efter blot få år i vinden, og en vindmølleejer kan således se frem til dyre og tidskrævende reparationer.

Ideen til snoresystemet opstod, da Find Mølholt Jensen en dag lagde hånden på en vindmøllevinge i testhallen på DTU Vindenergi, hvor han arbejdede som forsker.

”Jeg kunne mærke, at vingepanelerne vibrerede, og jeg tænkte straks, at det ikke kunne være godt for limningen af vingerne. Jeg gik derfor ud og spurgte i industrien, om de havde problemer med limningen, og her var svaret et klart ja. Da jeg kom tilbage til testhallen, prøvede jeg at sætte en snor i, og så holdt det op med at vibrere,” siger Find Mølholt Jensen.  

Bladena1

Knas på linjen

Snoren virkede altså og blev siden til grundideen bag D-String, som er et så enkelt og indlysende princip, at Find Mølholt undrer sig over, at ingen har tænkt på det før. Men han ved også, at kommunikationen mellem forskere, tekniske eksperter og industri nogle gange er mangelfuld.

”Forskere glemmer at gå ud i verden, lytte og spørge ind til, hvilke problemer man har derude. Men industrien kommer til gengæld heller ikke altid til forskerverdenen med deres problemer. Derfor får forskere ikke altid tilstrækkelig information om, hvilke problemer der er med vindmøllevingerne ude i virkeligheden,” siger Find Mølholt Jensen.

Vindmølleejerne kan konstatere, at de vinger, der går i stykker først, er dem, hvor limningen er dårlig eller upræcis. Derfor konkluderer deres ingeniører, at det er produktionen, den er gal med, og de prøver at gøre produktionen af vingerne bedre, gøre limningen mere præcis eller finde bedre lim.

”Denne procedure har virket hidtil, men efterhånden som vingerne bliver større, så øges kræfterne, der er på spil, og man bliver nødt til at finde supplerende løsninger - fx installere en D-String på møllevingerne, så limningen ikke går op,” siger Find Mølholt Jensen. 

I medvind

Bladena har på blot få år formået at slå sit navn fast i vindmøllebranchen, og Find Mølholt Jensen er i dag én af de førende forskere inden for design af vindmøllevinger. Det er en af årsagerne til, at virksomheden har fået en rolle som bindeled mellem forskning og ejerne af vindmøllerne. Virksomheden leder således to store projekter, finansieret af Energistyrelsens EUDP-program, der har til formål at samle vindmøllebranchens eksperter, forskere, servicefirmaer og ejere for at skabe bedre kommunikation, dele viden og tale om forskellige problemstillinger.

”Når samarbejdet fungerer, skaber det utroligt meget værdi for alle parter. Derfor kan jeg kun opfordre til endnu mere samarbejde, så mølleejerne får løst deres problemer, og forskerne får anvendt deres forskning. Der er nemlig ikke noget, der giver et større kick end at se sin forskning blive til et produkt, som løser konkrete problemer for mennesker og virksomheder,” siger han.

Bladena fik i midten af 2013 en bevilling på 14 millioner kroner gennem Energistyrelsens EUDP-program til at bringe opfindelsen ud til verdens vindmøller. Bevillingen kom i stand med hjælp fra CAPNOVAs fundraisings-initiativ. Næste skridt er at markedsføre D-String i Danmark, EU og USA, hvor det sælges gennem store, etablerede servicefirmaer, og at udvikle det nye produkt.

 

FAKTA

Bladena blev etableret i 2011 med CAPNOVA som investor og er en spin-off-virksomhed fra DTU. Bladena er i færd med at udvikle nogle af de syv patenterede teknologier, som Find Mølholt Jensen opfandt i sin tid på DTU. Indtil videre er det D-String, der er testet, sat i produktion og klar til en intensiv salgsfase.

Produktudviklingen er i gang på produkt nummer to, som er et kryds, der ligeledes kan bruges til forstærkning af vindmøllevinger. Produktet forventes at komme på markedet i 2015.

4.2.2014: Bladena er bindeled mellem forskning og industri
information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER