24.1.2019: CAPNOVA fortsætter med større fokus på modne investeringer

Efter udfasning af innovationsmiljøordningen i 2019 fortsætter CAPNOVA A/S som investor i videntunge iværksættere. Driften fokuseres i Aarhus og på sigt vil investeringsselskabet investere i mere modne virksomheder.

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at udfase innovationsmiljøordningen fra 2019, og det betyder, at CAPNOVA ikke skal være innovationsmiljø længere. Derfor har CAPNOVAs bestyrelse besluttet at konsolidere kerneforrretningen med større fokus på modne investeringer og fokusere driften i Aarhus.

”Vi har i 20 år investeret i videntunge iværksættere på det allertidligste stadie på vegne af staten og os selv. De erfaringer og kompetencer, vi har opbygget, vil vi fortsat bringe i spil i vores arbejde med de over 100 virksomheder i vores portefølje,” siger Lars Stigel, direktør for CAPNOVA.

Fremtidens investor

2019 bliver et overgangsår for CAPNOVA, hvor der ikke kommer nye statslige investeringer fra staten og CAPNOVA A/S, og hvor CAPNOVA kun i mindre omfang selv vil investere i porteføljen. Efter 2019 vil CAPNOVA som privat investeringsselskab investere i mere modne investeringsemner.   

”Den politiske beslutning om at udfase innovationsmiljøordningen påvirker selvfølgelig vores opgave, fordi vi jo netop som investor med staten i ryggen har kunnet tage en meget stor risiko og gå ind i selskaber i den allertidligste fase. I fremtiden skal vi stadig investere i iværksættere og fremtidens produkter og løsninger, men vi kommer til at gå ind i virksomheder, der er lidt længere fremme i deres udvikling,” siger Lars Stigel og fortsætter:   

”Det er vores klare ambition stadig at skabe levedygtige virksomheder, som bidrager med vækst og arbejdspladser i Danmark, herunder virksomheder, som baserer sig på forskningsresultater. ” 

CAPNOVA har siden 1998 på statens vegne investeret statslig og privat risikovillig kapital i nye innovative virksomheder samt bidraget med solid forretningsudvikling, netværk, fundraising og acceleratorprogrammer. CAPNOVA har blandt andet foretaget succesfulde investeringer i virksomheder som Sybo Games (Subway Surfers), Limbo, Synact Pharma og IngenCO2.dk.

Fra 2019 fortsætter alle fundraising-aktiviteter og acceleratorprogrammer i det nye selskab Spring Nordic.

 

 

 

information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER