30.10.2017: Ny investment manager i CAPNOVA

41-årige Steffen Boutrup Møller, stifter af boligPortal.dk, er per 1. oktober 2017 ansat som investment manager hos CAPNOVA.

Det er en erfaren iværksætter, som nu tager investorbrillerne på for at vurdere og realisere forretningsidéer hos CAPNOVA. I 1999 stiftede Steffen Boutrup Møller succesvirksomheden boligPortal.dk, der i dag er det boligsite, der formidler flest lejeboligskift i Danmark og har mere end 50 ansatte. I 2009 solgte han sine ejerandele til mediekoncernen North Media A/S.

Den erfaring og viden herfra tager Steffen Boutrup Møller nu med over i jobbet som investment manager:

”At være iværksætter i de tidligste stadier i en virksomheds livscyklus er fyldt med udfordringer, som mere modne virksomheder ikke oplever. Jeg kender de forskellige faser fra idé til exit, som iværksættere gennemlever både virksomhedsmæssigt og personligt. Jeg kan derfor give vores iværksættere relevant sparring om deres aktuelle situation og samtidig hjælpe med at belyse de kommende udfordringer, der venter ’rundt om hjørnet’,” siger Steffen Boutrup Møller.

Den gode investeringscase

Hos CAPNOVA får han fokus på investeringer i opstartsvirksomheder inden for Life Science og digitale forretningsløsninger inden for blandt andet e-learning, e-health og fintech. Han skal identificere og vurdere nye forretningsidéer, aktivt gennemføre investeringer og exits samt deltage i bestyrelsesarbejde.

Når Steffen Boutrup Møller skal vurdere en potentiel investering kigger han blandt andet på idéens innovationshøjde, men den er ikke altafgørende. Markedsmulighederne vægter han højere:

”Jeg kigger på, om teamet har det rette miks af kompetencer og styrker, idéens fit med markedet, om der er et internationalt potentiale, en gennemtænkt go-to market strategi og plan, samt om vi kan tiltrække medinvestorer, fx Business Angels.”

Steffen Boutrup Møller kommer fra en stilling som CEO hos Heino Cykler. Han har tidligere været ansat om New Business Director i North Media A/S og har bestridt en række bestyrelsesposter og advisory boards.  


information om brug af cookies

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her

ACCEPTER