2.12.2020
CAPNOVA sælger ejerandele i succesfuldt spilselskab
Det prisbelønnede spil ”What the Golf” er blevet så populært, at den danske spiludviklervirksomhed Triband forventer at firdoble omsætningen i 2020 og netop har købt CAPNOVA ud for et tocifret millionbeløb
Peter Bruun, medstifter og adm. direktør i Triband. PR-foto.
Det gakkede comedy-spil ”What the golf” er blevet lidt af et guldæg for Triband. Siden dets udgivelse er spillet, der er en parodi på golf, nemlig kun blevet mere og mere populært og er blandt de mest spillede på Apples spilstreamingplatform Apple Arcade.
“Det er vildere, end jeg nogensinde troede, det ville blive. Vi er gået målrettet efter at blive et stort comedy-brand, så det er fantastisk, at Apple kan se det, og kan se, hvad vi vil og samtidig hjælpe os på vej. Så det er fantastisk at have gode venner,” siger Peter Bruun, medstifter og adm. direktør i Triband til finans.dk.
Selskabets bruttofortjeneste er vokset fra 440.000 kr. i 2018 til 9,8 mio. kr. i 2019. I år forventer selskabet at firdoble omsætningen i forhold til året før.
CAPNOVA hjalp spilselskabet i gang i 2016 med en seed-investering på 3 mio. kr. Nu har selskabet købt CAPNOVA ud for et tocifret millionbeløb.
”Når vi har haft med meget kreative spiludviklerteams at gøre, har det nogle gange knebet med forståelsen for kommercialisering af spillet, men i Tribands tilfælde var denne kompetence til stede helt fra starten. Det var svært at finde en grund til ikke at investere i Triband. Og det efterfølgende forløb har da også bevist, at vi så rigtigt. Vi føler os overbeviste om, at endnu en ny dansk spil-stjerne med stort internationalt potentiale er født. Det har været en god oplevelse at være med på den første del af rejsen,” siger spil-investor hos CAPNOVA, Allan Rasmussen.
Den næste del af rejsen forventer Triband vil involvere yderligere vækstplaner og nye spilprojekter.
Allan Rasmussen
Investment Manager
Mobil: 4026 4752
Mail: alra@capnova.dk
Seneste kommentarer